Første oplag øget til 145.000

Den længe ventede nye Dan Brown-bog
- Det forsvundne tegn - er sendt til tryk. Førsteoplaget er øget til 145.000 eksemplarer.
Dan Browns nye thriller Det forsvundne tegn, som udkom på engelsk den 15. september, er på rekordtid blevet oversat til dansk af Mich Vraa. 25 døgn tog det ham at oversætte de 562 sider til dansk, hvilket er en ganske bemærkelsesværdig bedrift. Det forsvundne tegn er netop blevet sendt afsted til trykkeriet Bookwell i Finland. Her er bogen i gode og erfarne hænder, da det også er Bookwell, som har trykt størstedelen af de øvrige Brown-bøger på dansk - mere end 1,1 million eksemplarer.
Den engelske udgave har allerede sat diverse salgsrekorder i USA og England - f.eks. er der i løbet af de første fem døgn i England i gennemsnit solgt 77 eksemplarer i minuttet, dvs. mere end 550.000 bøger på fem døgn. Det samlede salg i USA og England den første uge efter udgivelsen var på 1,9 millioner eksemplarer - knap en tredjedel af første oplaget på 6,5 millioner bøger.
Den 6. november ankommer de 145.000 bøger til Danmark, og mandag den 16. november kl. 08.00 er Det forsvundne tegn klar til salg over hele landet.