Hr.Ferdinand - Forfattere > Guillermo del Toro

»I religionens fravær søger vi tilflugt i en enhver form for spirituel oplevelse, vi kan få, og frygt er en spirituel oplevelse.
« Det mener den mexicanske filminstruktør Guillermo del Toro , der har gjort det til sin levevej at skræmme andre mennesker. Og det er der flere gode grunde til.
Da del Toro var blot otte år gammel faldt han i søvn i sin mors skød, mens de så Stormfulde højder ( 1939), drengens første film og en gotisk tragedie om fortabt kærlighed, der blander store følelser og overnaturlige elementer.
Sammen med Mary Shelleys lige så gotiske gyserroman Frankenstein, som lille Guillermo læste nogenlunde samtidig, gjorde filmens sort/ hvide billeder og stemningsfulde musik et uudsletteligt indtryk på det unge, påvirkelige sind, og straks efter at have set den begyndte han at lave sine egne film med et Super 8-kamera.
Oplevelsen af at noget, han selv - som en anden dr.
Frankenstein - havde skabt, blev bragt til live oppe på lærredet, var så stærk, at han vidste, at han skulle bruge sit liv på at lave film.
Familien del Toro var velhavende - faren var i bilbranchen - og Guillermo fik en strengt katolsk opdragelse.
Som dreng yndede han også at tegne monstre i sine notesbøger.
Men monstrene skræmte hans dybt religiøse bedstemor, som opdrog ham, og hun prøvede at uddrive de dæmoner, hun mente, havde taget bo i drengen, ved at kaste vievand på ham. Han kunne til gengæld ikke lade være med at grine, hvorfor hun blev bange og kastede endnu mere vievand på ham.
At sige, at Guillermo del Toro havde et kompliceret forhold til sin bedstemor, er lidt af en underdrivelse, ligesom det er svært at overvurdere den betydning, hans opvækst har haft for hans videre liv og karriere.

Fascinerende, frygtelige
I dag er Guillermo del Toro 46 år gammel, frafalden katolik, men dog troende, og han tegner stadig monstre i sine notesbøger, der lægger til grund for hans populære, beundrede film, Cronos, Mimic, The Devil's Backbone, Blade II, Hellboy, Hellboy II og Pans labyrint. Alle film, som for længst har sat en stor, fed streg under, at del Toro er en af tidens mest spændende filmmagere, som kan både det kulørte og det mere personlige - og som ikke selv skelner mellem de to.
Han fortæller eventyr af den mørke , men opbyggelige, humanistiske slags, gerne med børn i hovedrollerne, fulde af gotik, mærkelige væsener, både forførende og skræmmende, seksuel og religiøs symbolik og drømme og mareridt. Han mener, at fantasien sætter én fri, at billedsiden er i hvert fald halvdelen af enhver god, filmisk fortælling, og han tror på, at eventyret rummer sandheden om mennesket og den verden, mennesket lever i.
Del Toro, der er en af frontløberne i den nye, mexicanske filmbølge, har efterhånden hele verden som arbejdsplads, og han laver lige så gerne film i Hollywood som i Spanien og Mexico, hvor han også skriver og producerer for unge, fremadstormende filmmagere, han tror på.
Og så er han forfatter . I dag udkommer Mørke , andet bind i en vampyrtrilogi, som han har skrevet sammen med amerikaneren Chuck Hogan .
Det er en bog , der om noget understreger den mexicanske multikunstners evne til at fremmane fascinerende og frygtelige væsener, der ikke synes at være af denne jord.

En fremmed vilje
Handlingen i Mørke og Blodførste bind i trilogien - drejer sig om den aldrende Abraham Setrakian, som har overlevet Holocaust, men nu står over for en endnu større og tilsyneladende uovervindelig ondskab. Mesteren er en flere tusind år gammel vampyr, som ved den første bogs begyndelse ankommer til New York og i løbet af ganske kort tid er godt i gang med at udslette hele den amerikanske befolkning med sin væmmelige vampyrvirus.
Til at hjælpe sig med at bekæmpe Mesteren har Setrakian blandt andre den dygtige epidemiolog Ephraim Goodweather - nej, de bibelske navne er ingen tilfældighed - dennes assistent og en russiskfødt skadedyrsbekæmper.
Med bøgerne formår Guillermo del Toro - som i sin spillefilmdebut, vampyrdramaet Cronos ( 1993) - at forny vampyrgenren ved at blande elementer fra mytologi og folklore med mere moderne melodrama og en udpræget sans for gysergenren.
»Det, man basalt set gør, er at bruge gamle principper,« siger han i telefonen fra Los Angeles.
»I gamle europæiske overleveringer var essensen af vampyrisme et lig, som blev vakt til live af en vilje, der ikke var dets egen. Af en fremmed vilje. I vampyrmyterne kom vampyren tilbage og dræbte alle medlemmer af sin familie og dem, han elskede, og tanken om et sultent lig, der kommer tilbage, tørstig efter blod og ødelæggelse, var for mig meget foruroligende, da jeg var dreng.«.

Antropologisk interesse
Guillermo del Toro fortæller, at han har en næsten antropologisk interesse i monstre og overnaturlige væseners mytologi, og at han prøver at bruge mytologi, der enten er glemt eller lidet kendt folklore, som f. eks. bøgernes urgamle vampyrer, strigoi, der pludselig dukker op i vores tid og verden.
»Strigoi, som stammer fra rumænsk mytologi, er et væsen fra menneskehedens uoplyste dage,« siger han.
»Jeg elsker tanken om, at når et moderne menneske møder noget så primitivt og uragtigt som Strigoi, går det op for os, at vores Blackberries, iPhones, computere, flyvemaskiner, radarerne - al den teknologi vi har til vores rådighed - ikke beskytter os.
Vi finder ud af hvor forsvarsløse, vi er. De ødelægger enhver forestilling om modernitet og sikkerhed, vi måtte have, og det gælder i høj grad også for virusepidemier. I den moderne verden, hvor alle er så sofistikerede, har alle en irrationel frygt for vira.
Man ser en masse mennesker på gaden, som bærer ansigtsmasker, og som ingen idé har om, hvordan en virus smitter, og hvor lille eller ingen beskyttelse de ansigtsmasker giver. Men folk bærer dem nærmest overtroisk, som en talisman eller amulet.
« Og det hænger sammen med, at vi har brug for noget at tro på, mener del Toro.
»Vi er tobenede pattedyr, vi er udviklede aber, om man vil, men vi er også åndelige væsener. I modsætning til andre dyr har vi brug for en kosmologi og engle og dæmoner for at forstå vores plads i verden.«.

Et spørgsmål om smag
Guillermo del Toro ser sit samlede værk som et forsøg på at give de uglesete og udskældte fantastiske genrer en form for oprejsning.
»Det er i bund og grund et spørgsmål om smag,« siger han.
»Man kan ikke sige, at kaviar er bedre end et stykke pizza. Det handler om, hvad man bedst kan lide. Og det, jeg som skaber prøver at lave, er kaviarpizza. Jeg prøver at have en meget forfinet tilgang til genrer, som betragtes som noget knap så fint eller godt. For mig er de utroligt noble og kraftfulde, og jeg mener virkelig, at nogle af de mest udødelige, uudslettelige minder, som film har skabt, kommer fra de fantastiske genrer. Hvis man ser grundigt nok efter, finder man kvintessentielle fantastiske billeder i film af alle fra James Whale til Ingmar Bergman.« Det samme gælder litteraturen, forklarer del Toro.
»Når folk siger, at ' det fantastiske ikke er en stor genre inden for litteraturen,' kan man bare nævne Victor Hugo, Jorge Luis Borges, Charles Dickens, Mary Shelley, Lewis Carroll, så mange navne...« »Der var et tidspunkt, hvor alle forfattere kunne beskæftige sig med forestillingen om det fantastiske og stadig blive betragtet som kunstnere. Med romanen , der er en ung genre, kom forestillingen om at favne realisme og psykologiske komplekse karakterer, og man mistede den umiddelbarhed og råhed, der lå i fablen og folkeeventyret. Kun få forfattere har de akademiske evner og intelligensen til at imødegå det, og en af dem er helt bestemt Jorge Luis Borges, der i sandhed foretrækker eventyret eller fablen som fortælleform.« I det hele taget er Borges en stor inspiration for del Toro, også i vampyrtrilogien.
»Jeg kan blot drømme om at eksistere på den samme planet som ham,« siger han.
»Der er en stor hyldest til Borges i Mørke . Jeg har skabt en helt igennem fiktiv bog , Occido Lumen ( som måske kan bruges til at bekæmpe vampyrerne, red.), på samme måde, som Borges plejede at skabe sine fiktive bøger, ved at give den en meget detaljeret fortid. Hvem havde den, hvem ejede den, og hvordan den gik fra ejer til ejer? Han er næsten religiøs skikkelse for mig, Borges, og jeg vil gerne at tro, at der et eller andet sted i Pans labyrint findes en smule af ham - og i The Devil's Backbone og her og der.« En længere version af dette interview kan læses på information. dk.