Hr. Ferdinand

Chris Cleave er 35 år.
Før han blev forfatter, har han arbejdet som bartender, matros, navigationslærer og journalist. Han bor i London med sin franske kone og deres to børn.
Den anden hånd er Chris Cleaves anden roman.

Bøger af Chris Cleave på dansk:
Den anden hånd
Brevet til Osama
undefinedundefined undefined

Hvorfor hedder romanen The Other Hand (Den anden hånd) i Storbritannien, Irland, Australien og Indien og Little Bee (Lille Bi) i USA og Canada?

Det er ganske almindeligt at romaner skifter titel hen over Atlanten. Jeg kan lide begge titler. The Other Hand (Den anden hånd) er en god titel, fordi den refererer til romanens dobbelthed, med dens to fortællere og to verdener, mens den samtidig også hentyder til Sarahs skade. Little Bee (Lille Bi) er også en god titel, fordi romanen i virkeligheden er Lille Bis historie, så det er en ærlig og direkte titel. Jeg kan også lide den, fordi det lyder let og tilgængeligt – og mit mål med romanen var at skrive en tilgængelig historie om et alvorligt emne. Jeg kan godt lide, at romanen har to titler. Jeg kan lide det, når to forskellige valgmuligheder begge er rigtige. Nu når vi taler om det, kan jeg også godt lide mit navn. Jeg tror “cleave” er unikt, idet det har to synonymer [at splitte og at klæbe], der er hinandens modsætninger. Kan du se? Jeg er fortabt ...

Er romanen baseret på en sand historie?

Nej, men der er én sand historie, der i særlig grad gjorde mig fast besluttet på at skrive romanen. I 2001 flygtede en angolansk mand, Manuel Bravo, til England og forlangte asyl, fordi han og hans familie ville blive forfulgt og dræbt, hvis de blev sendt tilbage til Angola. Han levede i usikkerhed i fire år, mens han ventede på en beslutning vedrørende hans ansøgning. I september 2005 blev Manuel Bravo og hans 13-årige søn, uden varsel, taget i en razzia tidligt om morgenen og interneret på et immigrant-overflytningscenter i det sydlige England. De fik at vide, at de ville blive deporteret til Angola den næste morgen. Den nat begik Manuel Bravo selvmord ved at hænge sig i en trappeskakt. Man vækkede hans søn og fortalte ham nyheden. Det, der var sket, var, at Manuel Bravo begik selvmord, fordi han vidste, at en mindreårig uden værge ikke kunne blive deporteret fra Storbritannien. Han tog sit eget liv for at redde sin søns. Hans sidste ord til sit barn var: “Vær modig. Arbejd hårdt. Gør det godt i skolen.”

Havde du personlige grunde til at skrive romanen?

Ja. Der var et tilfældigt møde, der virkelig rystede mig. For omkring femten år siden var jeg løsarbejder i universitetets sommerferie, og i tre dage arbejdede jeg i kantinen i Campsfield House i Oxfordshire. Det er et asylcenter – et fængsel, om man vil, der er fyldt med mennesker, som ikke har begået nogen forbrydelser. Jeg havde boet under 15 kilometer væk fra stedet i tre år, og jeg vidste ikke engang, at det eksisterede. Forholdene derinde var meget foruroligende. Jeg kom i snak med asylsøgere, der havde været gennem et helvede, og som sandsynligvis ville blive sendt tilbage dertil. Nogle af dem var dejlige mennesker, og det gjorde mig meget vred at se, hvordan vi behandler dem. Når vi fængsler de uskyldige, gør vi dem syge, og når vi deporterer dem, er det ofte det samme som en dødsdom. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at skrive om det, fordi det er sådan en ulækker hemmelighed. Og jeg vidste, at jeg blev nødt til at vise disse flygtninges uventede humor, når som helst jeg kunne, for at gøre bogen til en nydelsesfuld og fængende læseoplevelse – for ellers ville folks øjne briste.

Var det din intention at ændre på, hvordan folk tænker om asylsøgere?

Læsere er kloge, og det er ikke mit job at belære dem. Det er derimod mit job at give dem ny information på en underholdende måde. Læsere vil derefter bruge den information, som det nu passer dem. Jeg synes, at det er et vigtigt job, fordi du kan gøre noget i skønlitteraturen, som du ikke har plads til at gøre i nyhedsmedierne – at give historiens individer en smule menneskelighed tilbage. Da jeg begyndte at forestille mig en enkelt asylsøgers liv, frem for asylsøgere i almindelighed, faldt der skæl fra mine øjne med hensyn til hvilken ideologisk position, jeg nu engang måtte have indtaget omkring emnet. Det hele handler om at udforske mysteriet og det vidunderlige i et enkelt individs liv. Livet er værdifuldt, uanset hvilket land det kommer fra.

Hvad kunne Lille Bi opnå, hvis hun kunne få permanent opholdstilladelse?

Jeg tror, at Lille Bi ville kunne opnå, hvad som helst hun ville, fordi hun per definition er en overlever. Da jeg var teenager i 1980’erne, tænkte vi på asylsøgere som helte. De hundredvis af mennesker, der døde, mens de prøvede at krydse Berlinmuren, for eksempel. Eller piloterne, kunstnerne og videnskabsmændene, der flygtede fra Sovjetunionen. Eller den tidligere generations helte – Sigmund Freud, som flygtede til London for at undgå nazisterne, eller Anne Frank, der ikke kunne flygte langt nok. Albert Einstein, Karl Marx, Joseph Conrad – de var alle flygtninge – jeg kunne blive ved. Når rædslen og mørket sænker sig, er asylsøgere dem, der slap væk. De er sædvanligvis over gennemsnittet, når det kommer til intellekt, fremsyn, motivation og ukuelighed. Det er den slags mennesker, man ønsker at have på sin side. Det vil være et vidnesbyrd om vores hybris, hvis vi tillader os selv at tænke, at de mennesker er en byrde.

Hvorfor valgte du at indlede romanen med et citat fra Life in the United Kingdom: A Journey to Citizenship? Hvad betyder tastefejlen i citatet for dig?

Citatet lyder: “Storbritannien er stolt af sin tradition for at være et tilflugtssted for mennesker på flygt [sic] fra forfølgelse og konflikt.” Jeg tog det fra Life in the United Kingdom, som er den lærebog, immigranter får stukket i hånden, når de forbereder sig til deres statsborgerskabstest i Storbritannien. Den handler om britisk historie, regeringsførelse og etikette. Den giver dette glimrende råd: “Hvis du ved et uheld spilder en fremmed persons drink, er det god tone (og betænksomt) at tilbyde at købe en ny.” Dens gennemgang af britisk historie er dog mindre glorværdig, og i det hele taget er hele værket fyldt med unøjagtigheder og typografiske fejl. Hvis en flygtning er villig til at tage væk fra et regime, der har fængslet og tortureret vedkommende, flygte til Storbritannien, søge asyl og memorere indholdet af den obligatoriske lærebog, mener jeg, at det mindste, vi kan gøre, er at få den lærebog professionelt redigeret. Tastefejlen i det indledende citat er et glimrende eksempel på et bureaukrati, der lader sig om, det bekymrer sig, men ikke gør det særlig overbevisende.

Er asylcentre et nødvendigt onde? Hvis du havde muligheden, hvad ville du så ændre ved dem?

Jeg håber, at alt ondt er unødvendigt. De fleste britiske asylcentre bliver varetaget af hemmelighedsfulde selskaber for profittens skyld. Så for det første ville jeg fjerne profitmotivet fra asylcentrene – fordi asylsøgerne er mennesker og ikke profitmuligheder for investorer. For det andet ville jeg begrænse den tid, asylsøgere kan blive tilbageholdt. Som det er nu, kan de blive tilbageholdt i lang tid – nogle gange i op til flere år – mens indenrigsministeriet sjusker igennem sit papirarbejde. Det ødelægger deres psykiske sundhed. For det tredje ville jeg standse tilbageholdelsen af flygtningebørn. Souschefen i det britiske fængselsvæsen skrev i 2008 i en rapport: “De tilbageholdte børns tilstand er vores største bekymring. Selvom børnevelfærden er blevet forbedret, kan et immigrant-overflytningscenter aldrig være et passende sted for et barn, og vi var fortvivlede over at høre om sager, hvor handicappede børn blev tilbageholdt, og hvor nogle børn havde været indespærret i lang tid.” Den samme rapport nævnte også: “Eskorteringskøretøjer med bure var upassende blevet brugt til at transportere børn.” Jeg er med sikkerhed ikke den eneste, der kommer til at græde ved at læse det.

Har din skildring af asylcentrene fået dig i fedtefadet i Storbritannien?

Nej, overhovedet ikke. For det første fordi Storbritannien stadig er et af de bedste lande i verden til at praktisere ytringsfriheden. Det er i sandhed noget af det bedste ved Storbritannien, og det er en borgerrettighed, vi forsvarer ved hyppigt at afprøve den. Vi har ikke en forfatning eller en rettighedslov til at værne om den, så vi må praktisere den i vores liv, indtil den bliver et iboende instinkt i frie mennesker. For det andet synes jeg, at min skildring af et britisk asylcenter er nøjagtig med hensyn til de springende punkter. Den er baseret på research, og det ville være svært at angribe den i faktuelt henseende, så det har folk ikke gjort. Jeg siger ikke, at alle er glade for, at jeg har gjort det, men det er ærligt talt deres problem og ikke mit. Den britiske behandling af asylsøgere påfører nationen skam og vanære. Jeg opfandt ikke den behandling. Jeg prøver at få opmærksomhed på den.

Hvordan adskilte det at skrive Den anden hånd sig fra din oplevelse med dine tidligere værker?

Jeg har kun fået udgivet en roman tidligere, som hedder Brevet til Osama (2005). Brevet til Osama handler om det følelsesmæssige klima, der gav os “krigen mod terror”. Som forfatter bliver man nemt skræmt, når Vesten erklærer krig mod et navneord, men på den tid følte jeg det desto mere, fordi vores første barn lige var blevet født, og jeg hadede den måde, hvorpå vores valgte ledere så åbenlyst gjorde hans verden til et farligere sted. Når jeg bliver bange har det det med at komme ud som sort komedie, eller med et ironisk lag – hvorom alting er, Brevet til Osama var måden, det kom ud på. Jeg skrev udkastet på seks uger tidligt i 2004 efter bomberne i Madrid, og mens historierne om tortur i Abu Ghraib kom frem. Jeg gik ind i et rum med en kaffemaskine og en radio, og seks uger senere kom jeg ud med et fuldskæg og et manuskript, uden rigtig at vide hvordan jeg havde gjort det.

Den nye roman [Den anden hånd] opstod ud fra en fornemmelse af min egen medskyldighed i nogle af verdens onder. Jeg havde bevæget mig videre fra at betragte mig selv som en vred – og uskyldig – observatør, som jeg nok var, da jeg skrev Brevet til Osama. Et år senere indså jeg, at folk som jeg ofte er en del af problemet. Jeg begyndte at tænke over mit liv, og hvor nemt det egentlig er, og hvor nemt det derfor er at ignorere andres lidelser. Og siden lidelse er reglen snarere end undtagelsen i verden, er det ikke et moralsk spørgsmål, der er nemt at undgå. Så jeg besluttede mig for at behandle det direkte ved at forestille mig, at det mest slående eksempel på en, der er berøvet alt, hvad hun ejer – Lille Bi – spørger en, der minder lidt mere om mig – Sarah – om hjælp. Jeg planlægger aldrig mit værk i forvejen, så jeg var interesseret i at finde ud af, hvordan de moralske tvetydigheder ville spille sig ud.

Denne roman var sværere at skrive end Brevet til Osama. Jeg researchede i et år. Jeg interviewede asylsøgere og folk, der var involveret i deres sager, jeg lavede research på oliekonflikten i Nigeria, og jeg gjorde mig bekendt med nigeriansk engelsk og jamaicansk engelsk. Det var en masse arbejde, før jeg overhovedet begyndte at skrive. Og så tog det næsten to år at skrive bogen.

Romanen er nogle steder sjov, selvom den behandler alvorlige og tragiske begivenheder. Hvordan opnår du den bittersøde tone?

Det er muligt for mig, fordi jeg har gode læsere. Jeg kan lade mine karakterer være temmelig galgenhumoristiske – for eksempel ved at opliste metoder, hvormed en ung, nigeriansk pige kan begå selvmord til et haveselskab, afholdt af dronningen af England – alt imens jeg stoler på, at mine læsere forstår, at jeg ikke laver sjov med et alvorligt tema. Jeg vil snarere sige, at jeg lader et dystert tema komme frem i lyset, så det kan blive behandlet. Det er den eneste måde, jeg kender, hvorpå jeg kan skrive om et alvorligt emne, uden at det bliver belærende. Og da jeg interviewede flygtninge og asylsøgere i researchen til denne roman, fandt jeg ud af, at mange af dem selv bruger humoren på denne måde. Det er mennesker, der har meget smertefulde historier at fortælle. De har lært, at de for at overleve må få magtfulde personer til at lytte til – og tro på – deres historier. Og de har også fundet ud af, at det er lettere at få sådanne mennesker til at lytte, hvis de gør deres historier underholdende ved at vise deres livs glæder såvel som deres sorger. De er de bedste til at fortælle deres historier – for hvis de ikke balancerer dem rigtigt, dør de. Se, det er motivation. Når det kommer til at fortælle historier, er de i Superligaen. Forfattere er rene amatører i sammenligning.

Hvorfor taler Lille Bi ofte om, hvordan hun vil blive nødt til at forklare tingene til “pigerne derhjemmefra”?

“Pigerne derhjemmefra” er romanens græske kor – gennem deres forestillede reaktion kan den kulturelle dissonans, Lille Bi oplever blive tydeliggjort. Det er en god metode, fordi det føles mere naturligt, end at Lille Bi går rundt og taler direkte til kameraet: “Wow, det er helt vildt, det her. Og det her. Og det her.” Det er meget bedre for os at høre Lille Bis tanker, efter hun har forstået situationen og kan forklare den til “pigerne derhjemmefra” ud fra en position, hvor hun ved bedre. Det tillader os at erkende den kulturelle kløft, samtidig med at det gør fortælleren vidende snarere end tragisk.

Jeg ser på den menneskelige kultur på samme måde, som science fiction gør det, men jeg ser på den gennem den anden ende af teleskopet. I science fiction opdager en almindelig hovedperson en usædvanlig verden, og genren er spændende på grund af den følelsesmæssige dissonans. Men jeg skriver samtidsrealisme, så jeg viser altid den almindelige verden til en hovedperson, der praktisk taget er ikke-jordisk. Det er sjovt. Gennem denne linse får de mest jordbundne begivenheder – for eksempel når Lille Bi drikker en kop te i Sarahs køkken – en enorm betydning og en vis skønhed. På samme måde stilles der skarpt på de ting i vores kultur, der er sørgelige og uværdige – for eksempel det faktum, at vi nyder vores frihed, samtidig med at vi fængsler og deporterer dem, der vil dele den med os – i øjnene på en fremmed fortæller. Vi er blevet vant til at se sløret på vores egen umoralitet, men den fremmede fortæller har endnu ikke opnået denne kulturelle immunitet. Hun ser os, som vi ikke længere kan se os selv.

Hvordan forventer du, at læsere vil reagere på Andrews handlinger på den nigerianske strand?

Jeg ved ikke, hvordan læsere vil reagere på den scene. Mit mål var at skabe en scene, som var fuldstændigt moralsk tvetydig, og hvor det kan forsvares, at læseren enten holder med Andrew eller Sarah. Andrew er ikke så slem en fyr. Det, han ikke formår at gøre på stranden, vil de færreste sandsynligvis formå, inklusive mig selv. Da Andrew finder ud af, at han har begået en fejl, er det for sent for ham, fordi øjeblikket er væk, og han er dømt til resten af sit liv at skulle fortryde, at han fejlede i livets prøve. Sarah er i virkeligheden heldig. Hun er i sagens natur ikke mere moralsk anlagt end sin mand, men i lige netop det kritiske øjeblik gjorde hun tilfældigvis det rigtige. Det betyder, at hun kan se tilbage på sine handlinger på stranden uden at føle skyld eller skam. Hun kan fortsætte med sit liv, hvorimod Andrew går imod et uafvendeligt forfald. Det er skæbnens ironi, at det er Sarahs utroskab, der gør, at de overhovedet befinder sig på stranden. Og mens hendes overlagte affære forbliver ustraffet af livet, fordømmer Andrews korte øjeblik af mangel på mod ham for evigt. Livet er vildt uretfærdigt. Det ignorerer vores dybe overbevisninger og placerer en uproportionel stor betydning på de beslutninger, vi skal foretage os på et splitsekund.

Er Charlie/Batman baseret på dine egne børn?

Charlie er baseret på vores ældste dreng, som var fire år gammel, da jeg skrev bogen. I seks måneder lød han kun “Batman”. I en hel uge lyttede jeg bare til ham og skrev ned, hvad han sagde, noget, som helt sikkert er bedre end at tage ud og arbejde. Charlies verdensbillede med “de gode” og “de onde” er indtagende, men det er selvfølgelig også naivt, og han er ikke med i bogen som et eksempel på den ideelle moral. Charlie er med i romanen af to grunde. For det første fordi han er sjov og elskelig – han giver romanen et følelsesmæssigt centrum; en grund til at de voksne hovedpersoner ikke bare bevæger sig væk fra situationen. For det andet kan Charlie ses som en undersøgelse af den tidlige skabelse af identitet. Den anden hånd er en roman om, hvor vores individualitet ligger – hvilke lag af identiteten som er os, og hvilke der blot er overflade. Så det er et overlagt valg at bruge et barn, som gør sig sine første eksperimenter med sin identitet, som en metafor – i Charlies tilfælde, ved at han påtager sig en superhelts skikkelse.

På hvilken måde hjalp det at bruge to stemmer dig til at fortælle historien grundigere? Hvilke problemer havde du med at skrive fra et kvindeligt perspektiv?

Efter at have brugt næsten to år på dette projekt indså jeg, at det stærkeste perspektiv ville være et, der var dobbelt. Det er en historie om to verdener: den udviklede og den i udvikling, og om den gensidige misforståelse, der nogle gange tvinger dem til fjendskab. Ved at tage en kvinde fra hver side af kløften, og ved at udstyre dem begge med lysten til at forstå hinanden, kunne jeg lade historien udfolde sig selv i læserens bevidsthed. Det var et stort gennembrud for mig. Man skal ikke undervurdere læserens rolle i denne roman. Jeg ville skrive en historie, der aldrig blev fuldstændig tydelig; så jeg skulle stole meget på læserens fortolkning af karakterernes dialog. Når først du giver læseren ansvaret for historien, er det virkelig sjovt at skrive.

Det er naturligvis ikke uden tekniske udfordringer. Som mand kræver det stor koncentration at skrive fra et kvindeligt perspektiv, men jeg ser det som en fordel. Hvis jeg bevidst skriver ud fra en person, der er så forskellig fra mig selv, undgår jeg faldgruben med at bruge min egen stemme til at give karaktererne liv. Det tvinger mig til at lytte, tænke og skrive mere præcist. Det er dog svært at bruge to fortællere. Det er ganske nemt at differentiere deres ordforråd, grammatik og faste vendinger, hvis man gør en indsats for at forstå og bebo karaktererne, men det svære er, hvordan man håndterer overlappene og hullerne i karakterernes viden. Hvilken fortæller vælger man til at gengive en begivenhed, når de begge har overværet den? Eller skal man lade dem begge fortælle om den og så spille på deres forskellige opfattelser af, hvad de har set? Når man bruger sine fortællere serielt, skal man arbejde hårdt for ikke at få det føles som et tv-program med dårlige forbindelser mellem afsnittene. Men når man bruger dem parallelt, skal man passe på, at teksten ikke føles som en gentagelse.

Hvis man så tilføjer, at historien ikke bliver fortalt i lineær tid – den første halvdel af bogen arbejder sig bagud i fortiden, hvorimod den anden halvdel arbejder sig ud i fremtiden – bliver det hurtigt kompliceret. Løsningen er at få den til at være nem at læse. Man kommer igennem skræmmende mange udkast, før man kommer frem til noget, der er simpelt at læse.

Hvorfor er Sarah så meget sværere at holde af end Lille Bi?

Jeg kan godt lide Sarah, men jeg er også glad, når folk ikke kan det. Jeg kan lide, at de ikke kan lide hende, fordi det sandsynligvis betyder, at de har en stærk moralsk sans, og at de ikke sådan accepterer fjolser. Men måske skulle de ikke være så hårde ved hende. Sarah er ikke perfekt, det er helt sikkert. Men når man faktisk ser på, hvad hun gør, er det meget nobelt. Hun ofrer sig selv, både psykisk og fysisk, for at redde en fremmed persons liv. For mig undskylder det meget af hendes urene opførsel – utroskaben, hendes kyniske arbejde, hendes selvhøjtidelighed. I modsætning hertil er hendes mand, Andrew, et moralsk dydsmønster, men da den virkelige verden pludselig prøver ham af, er han mangelfuld. Jeg tror også, at Sarah uundgåeligt lider under hendes nærhed til Lille Bi, som er så meget nemmere at holde af. Hvis Sarah er mere forskruet, tror jeg, at det er fordi, hendes vej gennem livet nødvendigvis har været mere indviklet. Lille Bis liv er ekstremt sindsoprivende, men også meget simpelt – hun svømmer hårdt mod strømmen, kæmper for at overleve og for ikke at blive skyllet væk. Sarah har ikke den luksus, at hun ved, hvilken vej hun skal svømme. Så hun bevæger sig i nogle forkerte retninger, foretager nogle forkerte beslutninger i sit liv, men i sidste ende er hendes hjerte rent, og det beviser hun.

Skal slutningen ses som tragisk eller forhåbningsfuld?

Jeg regner med, at læserne har deres egne idéer om karaktererne og deres skæbner. Problemet med romaner er, at de er ligesom de virkelige forhold, de beskriver: De begynder ufortøvet, og de når aldrig en definitiv slutning, hvor der bindes sløjfe om hele sagen. Så i og med at jeg bekender mig til realismen, regner jeg med, at læseren kan se det. Jeg tror, jeg har usædvanligt gode læsere. Jeg får mange e-mails, der får mig til at indse, hvor højt et niveau læserne er på, og at jeg kan stole på dem mere og mere i mit fremtidige arbejde. Jeg behøver ikke lægge alt frem eller gøre alt tydeligt. Jeg kan godt lide, når læserne bringer deres egne liv med ind.

Hvilke andre forfattere synes du om?

Af nulevende forfattere beundrer jeg Cormac McCarthy mest. Det er jo ikke en usædvanlig holdning at have, men hvad kan jeg gøre? Hvad kan man sige om en mand, der har givet os et sådant imponerende livsværk gennem adskillige årtier, og som så i sine halvfjerdsere kan skrive Vejen, en roman, der vejer tungere end alle hans andre tidligere værker?

Jeg kan også godt lide forfattere, som kan få mig til at grine, mens de fortæller en fængende historie. På grund af dette elsker jeg John Steinbecks værker. Jeg kan bedre lide hans små romaner end hans vigtige. Når jeg føler mig trist, genlæser jeg altid scenen fra Et mægtigt gilde, hvor Doc bestiller en øl-milkshake.

Der er også nogle forfattere, hvis værker jeg kan lide, og som ikke bliver læst så meget, som jeg synes, de burde. Jeg synes, at Howard Jacobson er blandt de bedste britiske forfattere, og hans roman Kalooki Nights er en af det sidste årtis bedste. Alex Wheatle skriver suveræne historier, der er gennemsyret af gadelivet og slanget fra det sydlige London, og hans nye roman The Dirty South er glimrende. Og Ross Raisin er helt sikkert en, man skal holde øje med i Storbritannien. Han er en fremragende forfatter med stærke principper, og hans første bog God’s Own Country er rigtig god.

Hvorfor skriver du egentlig romaner?

Det gør jeg, fordi jeg ikke ved meget om verden, og fordi jeg gerne vil lære mere. Jeg nyder at give mig selv viden gennem research, og så nyder jeg skriveprocessen. En roman er et utroligt indviklet maskineri, og ændrer man et sted på et lille stykke, kan det ødelægge hele bogens ligevægt. Så halvdelen af tiden sidder man med pincet og mikroskop og den anden halvdel med sikkerhedsbriller og en stor hammer. Og før eller siden, sædvanligvis omkring klokken tre om natten, klikker tingene bare, og så kører det. Det er den mest opløftende følelse. Jeg oplever den omkring hvert tredje år.

undefined
Mine favoritbøger

Cannery Row af John Steinbeck

Jeg kan godt lide Steinbeck fordi han har en social bevidsthed og han tror på det gode i mennesket. Han bruger sine bøger til at stille de store spørgsmål om grænserne for medfølelse og hvordan vi burde tage os af de svage og ulykkelige. Og selvom alt dette lyder meget pompøst, så er hans bøger det faktisk ikke. De er underholdende, smukke og ofte meget sjove. Jeg kan lide hans ’mindre’ romaner – som Cannery Row og Tortilla Flat- endnu bedre end hans største. Karakteren Doc i Cannery Row er en af de mest tiltalende i litteraturen.  

American Rust af Philipp Meyer

Det er den bedste debutroman jeg har læst i de sidste ti år. Det er en seriøs, klog og dybtfølt undersøgelse af det amerikanske rustbælte og ødelæggelsen af menneskeliv i eftervirkningen af en industris sammenbrud. Jeg ville ønske jeg kunne skrive sådan.

Danny the Champion of the World af Roald Dahl

Tredive år efter at min mor læste denne bog højt for mig, læser jeg den for mine børn, og de elsker den lige så højt som jeg gjorde. På overfladen er det et mildt blik på en fantastisk far og det eventyr han oplever med sin søn, men nedenunder er det en svidende anklage mod den magt som de rige har over de fattige.

Første Mosebog i Bibelen

Jeg elsker historierne fra Det Gamle Testamente. Nogle af dem er underlige, nogle er uforglemmelige og nogle – som historien om Kain og Abel – er vidunderligt virkningsfuld historiefortælling som går til hjertet af den menneskelige oplevelse.

Mrs Dalloway af Virginia Woolf

Jeg forguder den roman, og jeg vender tilbage til den igen og igen. Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage i tiden og møde Virginia Woolf. Jeg synes hun skulle vide at hendes arbejde stadig ryster folk i deres grundvold 80 år senere.
Tilbage