
Det er forår i London. Adam Kindred, en ung klimatolog er i byen til et
job-interview. Han går en tur langs Themsen, og da han kommer forbi en
hyggelig italiensk restaurant går han derind for at få stillet sin
sult. Under måltidet falder han tilfældigvis i snak med en anden enlig
gæst ved bordet ved siden af, men da den fremmede rejser sig og går,
glemmer han en stak papirer. Adam opdager det, og beslutter sig for at
opsøge manden og aflevere papirerne.
Det bliver starten på en kæde af skæbnesvangre hændelser, som med
forfærdende fart kommer til at ændre Adams liv. Han mister alt – sit
hjem, sin familie, sine venner, sit job, sit gode ry, sit pas, sine
kreditkort, og intet får han tilbage igen. Politiet leder efter ham.
Der er udstedt en dusør på ham, da det viser sig, at han er eftersøgt
for mord. En lejemorder er i hælene på ham. Adam er aldeles alene i en
fremmed storby. Han har ingen steder at gå hen, bortset fra ned – gå
under jorden.
Tilbage