Efter en kontroversiel debut havner Chris Cleave endelig i
overskrifterne af rette grund. Gennem de seneste seks måneder har kun
en enkelt skønlitterær roman solgt i mere end 5000 eksemplarer hver uge
i England. Og den har præsteret denne imponerende bedrift uden hjælp af
en filmatisering, Richard & Judy (meget populært
tv-litteraturprogram i England) eller en litteraturpris. Bogen det
drejer sig om, er
Den anden hånd af Chris Cleave.
Cleaves
karriere som forfatter fik en lovende start, da et engelsk forlag
betalte et "højt sekscifret beløb" for hans debutroman Brevet til Osama
for næsten fem år siden. Denne thriller havde terrorisme i London som
omdrejningspunkt og blev udgivet den 6. juli 2005. En uge senere blev
der kørt en provokerende "Hvad nu hvis?"-kampagne i aviser og i Londons
undergrundsbane. Morgenen efter blev 56 mennesker dræbt af terrorbomber
i London. Annoncerne blev pillet ned og mange boghandlere fjernede
bogen fra deres hylder. Således har den solgt beskedne 7000 eksemplarer
siden udgivelsen for fire år siden.
Men takket være den enorme
succes som Den anden hånd nyder, relancerede forlaget for nylig Brevet
til Osama, og den solgte mere end 6000 eksemplarer på den første uge.
På
nuværende tidspunkt er Den anden hånd solgt i mere end 249.000
eksemplarer i England, og er således sikker på en plads på listen over
årets 50 mest solgte bøger.
Jeg har sjældent læst noget, der på samme måde som DEN ANDEN HÅND er krøbet in under huden på mig... - Julia Lahme, FEMINA
"Jeg har sjældent læst noget, der på samme måde som DEN ANDEN HÅND af Chris Cleave er krøbet ind under huden på mig og denne vidunderlige roman fortjener alle de anbefalninger der kan ligge på den."
Læs denne fantastiske historie. "'Den anden hånd' er ikke
til at komme uden om. Læs den! " * * * * * * ( 6 stjerner) - MetroXpress
"Den anden hånd' er kun Chris Cleaves anden
roman
, men han har allerede skrevet sig ind i litteraturen med store
bogstaver
. Denne
fantastiske historie handler om den nigerianske flygtning Lille Bi, som
er 16 år ...
Fortællingen om Lille Bis konstante flugt er engageret og hjertegribende dramatik, man ikke lægger fra sig før sidste side. Der er masser af gru og tårer i denne
roman
, men også venskab og ansvarsfølelse - og en lille smule håb. ' Den anden hånd' er ikke til at komme uden om. Læs den! "
Fremragende roman som man ikke bare lægger fra sig efter endt læsning. * * * * * (5/6 stjerner) -JyllandspostenChris Cleave var uhyggeligt aktuel med sin debutroman ”Brevet til
Osama” (”Incendiary”), der udkom i begyndelsen af juli 2005. En uge
efter udgivelsen af bogen, der handler om en terroraktion mod et fyldt
fodboldstadion i London, slog terrorister til mod offentlige
transportmidler i storbyen. Mere end 50 mennesker blev dræbt.
Også denne gang er Chris Cleave tæt på den globaliserede virkeligheds
gru, men med fokus på forhold, der ikke har det chokerende traumes
karakter, nærmere en kronisk sygelig tilstand.
Cleave har øje for både geopolitiske aspekter og dirrende spændinger
mellem mennesker. Resultatet er en fremragende roman af den
samvittigheds-pirkende slags, som man ikke bare lægger fra sig efter
endt læsning.
" »Den anden hånd« er en af de bedste og mest gribende bøger,
jeg længe
har læst." * * * * * * ( 6 stjerner) - Berlingske Tidende"Denne velskrevne roman styrer uden om klichéerne og tager livgreb med store
eksistentielle spørgsmål:
Hvor meget kan vi lukke øjnene for, før det
går ud over vores nattesøvn? Hvor meget kan vi vende
ryggen til, før
det går ud over vores anstændighed? Hvor meget er et andet menneskes
liv værd,
og ville du, bogstavelig talt, give noget af dig selv for at
redde en anden fra døden?...
»Den anden hånd« er en af de bedste og mest gribende bøger, jeg længe
har læst.
Det brede læsepublikum er enigt – bogen har i løbet af det
seneste halve år solgt mere
end 5.000 eksemplarer om ugen i England."
Jeg håber, den bliver lige så populær som Drageløberen og Vinden i Skyggen, den er virkeligt så god."Det er den bedste bog jeg har læst i meget meget lang til. Den er helt fantastisk. Jamen, den er så god og så velskrevet. Hans sprog er fantastisk, og man er fanget af historien fra første side og den er medrivende, men aldrig sentimental, selvom man bliver berørt. Jeg håber virkeligt, at den bliver populær, men det tror jeg den gør. Vi sælger godt af den. Når folk begynder at læse den, vil de anbefale den til andre. Jeg håber, den bliver lige så populær som Drageløberen og Vinden i Skyggen, den er virkeligt så god." - Janette Tulinius hos Arnold Busck i Berlingske Tidende
Den bedste bog, jeg har læst i 2009. - Litteratursiden.dk "'Den anden hånd’ er en levende og utroligt tankevækkende fortælling i
verdensklasse, der griber fast i læseren, så man forsvinder helt ind i
den.
Det er den bedste bog, jeg har læst i 2009 – læs den, bliv klogere
og forstå det, du allerede ved.
Den anden hånd’ er en velskrevet og
mesterlig universel fortælling
om, hvordan vi alle er hinandens verden.
Romanens store styrke er dens
overskudsagtige blink med øjet, der rummer stor humor,
klogskab og en
pointe med et langt ekko."
Det er en rigtig god roman , og den bør læses af alle, for hvem parcelhuset ikke er verdens grænse. - Weekendavisen"Cleave har et suverænt greb om de psykologiske mekanismer, der sætter ind, når et ægteskab går i spåner, eller når det gælder om at hævde sin værdighed imod alle odds. Lille Bi, som man ikke glemmer lige med det første, og Sarah bliver levende og ikke de postulater, man kunne frygte i en historie af denne art. Ingen løftede pegefingre her. Det er en rigtig god roman , og den bør læses af alle, for hvem parcelhuset ikke er verdens grænse. "
Fremragende, velskrivet og vedkommende. - Jane Andersen, bogblogger.dk
Sjældent har jeg læst så rørende og intens en bog som Chris Cleaves
“Den anden hånd”. Den er fremragende, den er velskrevet, og den er
vedkommende. Og så formår forfatteren at fastholde en spænding fra
start til slut.... Jeg kunne ikke slippe bogen. Og jeg kunne heller ikke slippe Lille
Bi. Tanken om, at der er masser af små bier derude er svær. Og de
summer ikke kun rundt i England. De er jo også her i Danmark. På de
danske asylcentre.
Det er en bog, der sætter så mange tanker i gang hos læseren,"
Du bliver ikke den samme som før * * * * * (5 stjerner af 5) - bogrummet.dk"Jeg vil heller ikke røbe mere blot varmt anbefale den, men advare om,
at efter at have læst denne bog er du ikke den samme som før."
Blændende velskrevet og dybt bevægende bittersød
roman
- Kristeligt Dagblad
"Den anden hånd" er forrygende velskrevet, effektivt komponeret og har
en egen bittersød og barsk humor... Den er ikke
kun dybt vedkommende... den bør røre, berøre og ramme alle."
Alle med en smule interesse for omverden og lidt hjerte bør læse denne fremragende roman. - Lektørudtalselse."En øjneåbner for en roman i et flot sprog. Den burde være pligtlæsning for alle med interesse for asylpolitik. Alle med en smule interesse for omverden og lidt hjerte bør læse denne fremragende roman."
En gribende, morsom, tragisk, eftertænksom bog om menneskeskæbner - som ikke kan undgå at gøre indtryk. -
Nillies litterature."Efterhånden udvikler historien sig til en tankevækkende genistreg der
på samme tid er tindrende smuk, hylende morsom og ganske grufuld." Magasinet KBH
"Det er fortræffelig læsning. »Den anden hånd« er tankevækkende
og barsk, men også fuld af humor og sødme, og så er den brandaktuel i
en tid, hvor dem vi kalder de fremmede i vores samfund konstant er
genstand for opmærksomhed; sjældent den positive af slagsen." – Fyns Amts Avis.
Den anden hånd er et dristigt og frygtløst ridt fra
Afrikas jungle til livet i en London-forstad – via et
chokerende og skæbnesvangert møde på en strand i
Nigeria. Hvad sker der, når en af verdens katastrofer,
som man ellers kun hører om i tv, rammer en selv?
Romanen indledes på et asylcenter i England, hvor
Lille Bi – en 16-årig pige fra Nigeria – har tilbragt to
år af sin ungdom, mens hun har forberedt sig på en
fremtid baseret på håb. Forberedelserne er først og
fremmest gået ud på at gøre sig selv uattraktiv i
forhold til mænd samt at lære engelsk på den måde
som dronningen taler. Begge dele som overlevelsesstrategier.
“Pragtfuld” – New York Times
“Indtil nu er det årets bedste bog, ingen tvivl om det.” – Metro
“Læs denne vigtige roman fuld af bittersød humor” – O Magazine
”chokerende, spændende og dybt rørende … Superb.” – The Independent
En dag lukkes Lille Bi og tre andre piger ud fra
asylcentret ved en fejl, ud i friheden. Og der står hun
så – den eneste forbindelse hun har til England er et
kørekort fundet på en strand i Nigeria. Kørekortets
ejer er journalisten Andrew O’Rourke. Hun mødte
ham og hans kone på en strand i Nigeria to år tidligere.
Lille bi ringer ham op, og O’Rourke bliver slået ud af forfærdelse over at høre fra hende igen.
Ud fra dette lille mysterium udfolder Lille Bis historie sig, og efterhånden som den skrider frem
finder man ud af, hvad der er foregået på stranden i Nigeria, og hvordan den episode har
forandret både O’Rourke-familiens og Lille Bis liv for altid.
Cleave formår at skrive sine personer frem, så de bliver aldeles virkelige og troværdige, hvilket
deres sorger og lykke dermed også bliver.
Version:1.0
StartHTML:0000000261
EndHTML:0000026691
StartFragment:0000003680
EndFragment:0000026655
SourceURL:file://localhost/private/var/folders/GP/GPxUcVTpEvSd2KBmCLGqNE+++TI/-Tmp-/com.apple.mail.drag-T0x7107a0.tmp.5kA2H7/L%C3%A6seguide%20oversat.docx
undefinedundefined
undefined
Læseguide
Denne læseguide indeholder en introduktion, arbejdsspørgsmål,
ideer til, hvordan man kan forbedre sin bogklub, og et interview med
forfatteren, Chris Cleave. Det er meningen, at de fremlagte spørgsmål vil hjælpe
jeres bogklub med at finde nye og interessante vinkler og emner til jeres
diskussion. Vi håber, at disse ideer vil berige jeres samtaler og øge jeres
nydelse af bogen.
Arbejdsspørgsmål
1. “Sørgelige ord er ikke andet end en anderledes form for skønhed.
En sørgelig historie betyder at historiefortælleren er i live.” (s. 16) For Lille
Bi og andre asylsøgere er deres foreløbige livshistorier ofte alt, de har. Hvad
sker der med de karakterer, der bærer rundt på deres historier – både fysisk og
psykisk? Hvad sker der, når vi prøver at glemme vores fortid? Hvor meget
kontrol over deres egne historier lader det til, at bogens karakterer har?
2. Lille Bi siger til læseren: “Vi må se alle ar som smukke.
Okay? Det skal være vores hemmelighed. For tro mig, der dannes ingen ar på den
døende. Et ar betyder: ‘Jeg overlevede.’” (s. 16) Hvilke karakterer i fortællingen
har fysiske ar? Følelsesmæssige ar? Ser de dem som smukke? Har du nogen ar, som
du er kommet til at holde af? Føler du dig mere forbundet til Lille Bi som fortæller
efter denne pagt?
3. Lille Bi stræber efter at lære forfinet engelsk for at overleve
i asylcentret. Hvordan er hendes tag på sproget i sammenligning med Charlies?
Hvordan karakteriserer måden, hvorpå de to karakterer taler engelsk, dem?
4. Hvilken virkning havde det på din læseoplevelse, at der var
to fortællere? Stolede du mere på den ene kvinde end på den anden? Foretrak du
den enes stemme frem for den andens?
5. Lille Bi mener, at en lille flaske med neglelak “reddede
hendes liv”, da hun var i asylcentret. (s. 13) Er der en specifik ting eller
handling, der får dig til at føle dig smuk og i live, selv når alt ser ud til
at gå galt?
6. Lille Bi siger om det engelske sprog: “Ethvert ord kan
forsvare sig selv. Lige som man skal til at gribe det, kan det splitte sig op i
to adskilte meninger, så ens forståelse lukker sig om ren luft.” (s. 19) Hvad
tror du, hun mener med dette? Kan du finde eksempler på engelske ord, der
forsvarer sig selv? Hvorfor er sprog så vigtigt for Lille Bi?
7. Lille Bi siger om rædselsfilm: “Rædsel i jeres land er
noget I tager en dosis af for at minde jer selv om at I ikke lider af den.” (s.
54) Er du enig? Var det at læse denne roman på nogen made en dosis rædsel for
dig? Hvordan hjalp den dig med at reflektere over tilstedeværelsen eller
manglen på rædsel i dit eget liv?
8. Lille Bi udtænker den bedste måde at begå selvmord på i
enhver tænkelig situation, hvis nu “mændene pludselig kommer”. Hvordan hjælper
disse planer Lille Bi med at genvinde noget af magten? Blev du foruroliget af
dette, eller kunne du se humoren i nogle af de scenarier, hun forestiller sig?
9. Hvad symboliserer det for dig, at Udo skifter navn til
Lille Bi? Hvordan beskytter hendes nye navn hende? Synes du, navnet passer til
hende?
10. “At have en affære, begyndte jeg at indse, var en
forholdsvis lille forseelse. Men for virkelig at flygte fra Andrew, for
virkelig at blive mig selv, var jeg nødt til at gå hele vejen og forelske mig.”
(s. 177) Er du enig med Sarah i, at en affære kun er en mindre overtrædelse? Hvordan
hjalp det Sarah med at blive sig selv, at hun blev forelsket i en anden?
Hvilken rolle spillede Andrew i at gøre Sarahs udenomsægteskabelige affære
varig?
11. Da Lille Bi finder ud af, at Andrew har hængt sig, tænker
hun: “Selvfølgelig skal jeg redde ham, uanset hvad det koster mig, for han er
et menneske.” Og så tænker hun: “Selvfølgelig skal jeg redde mig selv, for jeg
er også et menneske.” (s. 211) Hvordan beslutter romanens karakterer, om de vil
tænke på sig selv eller hjælpe andre? Er et menneskeliv nogensinde mere værdifuldt
end et andet? Hvad hvis et af disse menneskeliv var dit eget?
Hvordan du gør din bogklub bedre
1. Besøg Chris Cleaves hjemmeside på www.chriscleave.com. Her kan du finde
videoer, anmeldelser, informationer, der går bag om bogen, og interviews.
2. Lille Bi siger: “Men jeg har lagt mærke til at jeg i jeres
land kan sige hvad som helst så længe jeg tilføjer: Sådan siger ordsproget i
mit land. Når folk hører det, nikker de og ser meget
alvorlige ud.” (s. 195) Brug denne anledning til at finde på nogle ordsprog,
som du kan fortælle til din bogklub? Er der nogen faste vendinger fra din
kultur, som kan være en god begyndelse?
3. Lille Bi og hendes søster valgte sig nye navne. Få din
bogklubs medlemmer til at give hinanden nye navne. Vælg navne, der baserer sig
på karakteristika, som Lille Bis søster Venlighed, eller på ting i naturen, som
Lille Bi.
En samtale med Chris Cleave
1. Hvorfor valgte du at indlede romanen med et citat
fra Life in the United Kingdom: A Journey
to Citizenship? Hvad betyder tastefejlen i
citatet for dig?
Citatet lyder: “Storbritannien er stolt af sin tradition for
at være et tilflugtssted for mennesker på flygt [sic] fra forfølgelse og
konflikt.” Jeg tog det fra Life in the United Kingdom, som er den lærebog, immigranter får stukket i hånden, når de forbereder
sig til deres statsborgerskabstest i Storbritannien. Den handler om britisk
historie, regeringsførelse og opførsel. Den giver dette glimrende råd: “Hvis du
ved et uheld spilder en fremmed persons drink, er det god tone (og betænksomt)
at tilbyde at købe en ny.” Dens gennemgang af britisk historie er dog mindre
glorværdig, og i det hele taget er hele værket fyldt med unøjagtigheder og
typografiske fejl. Hvis en flygtning er villig til at tage væk fra et regime,
der har fængslet og tortureret vedkommende, flygte til Storbritannien, søge
asyl og memorere indholdet af den obligatoriske lærebog, mener jeg, at det
mindste, vi kan gøre, er at få den lærebog professionelt redigeret. Tastefejlen
i det indledende citat er et glimrende eksempel på et bureaukrati, der lader
sig om, det bekymrer sig, men ikke gør det særlig overbevisende.
2. Hvilke udfordringer mødte du ved at have to fortællere?
Hvordan gjorde de to stemmer det muligt for dig at fortælle historien
grundigere? Hvilke problemer havde du med at skrive fra et kvindeligt
perspektiv? Sarah og Lille Bi er begge stærke, usædvanlige
kvinder; hvordan viste du deres styrke gennem deres forskellige måder at fortælle
på?
Jeg vidste, at det var en fængende historie, men efter at have
spekuleret meget over, hvilken karakter der ville fortælle den bedst, indså jeg,
at det stærkeste perspektiv ville være et, der var dobbelt. Det er en historie
om to verdener: den udviklede og den i udvikling, og om den gensidige misforståelse,
der nogle gange tvinger dem til fjendskab. Ved at tage en kvinde fra hver side
af kløften, og ved at udstyre dem begge med lysten til at forstå hinanden,
kunne jeg lade historien udfolde sig selv i læserens bevidsthed. Det var et
stort gennembrud for mig. Man skal ikke undervurdere læserens rolle i denne
roman. Jeg ville skrive en historie, der aldrig blev fuldstændig tydelig; så
jeg skulle stole meget på læserens fortolkning af karakterernes dialog. Når først
du giver læseren ansvaret for historien, er det virkelig sjovt at skrive.
Det er naturligvis ikke uden tekniske udfordringer. Som mand
kræver det stor koncentration at skrive fra et kvindeligt perspektiv, men jeg
ser det som en fordel. Hvis jeg bevidst skriver ud fra en person, der er så
forskellig fra mig selv, undgår jeg faldgruben med ud af dovenskab at bruge min
egen stemme til at give karaktererne liv. Det tvinger mig til at lytte, tænke
og skrive mere præcist. Det er dog svært at bruge to fortællere. Det er ganske
nemt at differentiere deres ordforråd, grammatik og faste vendinger, hvis man gør
en indsats for at forstå og bebo karaktererne, men det svære er, hvordan man håndterer
overlappene og hullerne i karakterernes viden. Hvilken fortæller vælger man til
at gengive en begivenhed, når de begge har overværet den? Eller skal man lade
dem begge fortælle om den og så spille på deres forskellige opfattelser af,
hvad de har set? Når man bruger sine fortællere serielt, skal man arbejde hårdt
for ikke at få det føles som et tv-program med dårlige forbindelser mellem
afsnittene. Men når man bruger dem parallelt, skal man passe på, at teksten
ikke føles som en gentagelse.
Hvis man så tilføjer, at historien ikke bliver fortalt i lineær
tid – den første halvdel af bogen arbejder sig bagud i fortiden, hvorimod den
anden halvdel arbejder sig ud i fremtiden – er det nemt at se det komplekse i
at skrive på denne måde. Løsningen er at få den til at være nem at læse. Man
kommer igennem skræmmende mange udkast, før man kommer frem til noget, der er
simpelt at læse. Der er dage, hvor man elsker arbejdet, og dage, hvor man ønsker,
at man havde et næsten hvilket som helst andet job.
Lawrence siger til Lille Bi: “Jeg tror ikke du er klar
over hvor alvorlig din situation er. Hvis du gjorde, ville du ikke smile.”
Hertil svarer hun: “Hvis jeg ikke kunne smile, tror jeg min situation ville være
endnu mere alvorlig.” (s. 202) Hvordan fandt du
balancen mellem humor og alvor i en roman med så seriøse tematikker?
Det var muligt for mig, fordi jeg har gode læsere. Jeg kan
lade mine karakterer være temmelig galgenhumoristiske – for eksempel ved at
opliste metoder, hvormed en ung, nigeriansk pige kan begå selvmord til et
haveselskab, afholdt af dronningen af England – alt imens jeg stoler på, at
mine læsere forstår, at jeg ikke laver sjov med et alvorligt tema. Jeg vil
snarere sige, at jeg lader et dystert tema komme frem i lyset, så det kan blive
behandlet. Det er den eneste måde, jeg kender, hvorpå jeg kan skrive om et
alvorligt emne, uden at det bliver belærende. Og da jeg interviewede flygtninge
og asylsøgere i researchen til denne roman, fandt jeg ud af, at mange af dem
selv bruger humoren på denne måde. Det er mennesker, der har meget smertefulde
historier at fortælle. De har lært, at de for at overleve må få magtfulde
personer til at lytte til – og tro på – deres historier. Og de har også fundet
ud af, at det er lettere at få sådanne mennesker til at lytte, hvis de gør
deres historier underholdende ved at vise deres livs glæder såvel som deres
sorger. De er de bedste til at fortælle deres historier – for hvis de ikke
balancerer dem rigtigt, dør de. Se, det er motivation. Når det kommer til at
fortælle historier, er de i Superligaen. Forfattere er rene amatører i
sammenligning.
4. Tror du at amerikanske læsere vil gå anderledes til
historien end britiske læsere? Er der noget de ikke vil forstå? Hvilke dele af
historien er universelle?
Amerikanske læsere vil forstå det hele. Dette er historien om
en afrikansk pige, der kommer til den vestlige verden og har svært ved at blive
accepteret. Hun møder racisme, fjendskab og forræderi, men hun støder også på
gode mennesker og venskab, og hun bliver en stærk person – på nogle måder stærkere
end både det samfund, hun kom fra, og det, hun er kommet til. Amerikanere vil
forstå denne historie hurtigere end mange briter. Amerika har en usædvanlig
historie med immigranter, der kommer over – enten tvunget eller frivilligt – og
forsøger at finde deres plads. Lille Bis personlige kamp er en allegori over
alle folk, der nogensinde har håbet på et bedre liv og vidst, at de havde noget
at bidrage med, og deres kampe. Dette er en historie, der er skrevet ind i den
amerikanske nationalidentitet, og mit eget land ville være bedre, hvis vi
oplevede en side fra jeres historiebog.
5. Lille Bi taler ofte om, hvordan hun bliver nødt til
at forklare tingene for “pigerne derhjemmefra”. Hvordan kan det at kigge på
vores egen kultur gennem en fremmeds øjne hjælpe med at tydeliggøre nogle ting?
“Pigerne derhjemmefra” er romanens græske kor – gennem deres
forestillede reaktion kan den kulturelle dissonans, Lille Bi oplever, blive
tydeliggjort. Det er en god metode, fordi det føles mere naturligt, end at
Lille Bi går rundt og taler direkte til kameraet: “Wow, det er helt vildt, det
her. Og det her. Og det her.” Det er meget bedre for os at høre Lille Bis
tanker, efter hun har forstået situationen og kan forklare den til “pigerne
derhjemmefra” ud fra en position, hvor hun ved bedre. Det tillader os at
erkende den kulturelle kløft, samtidig med at det gør fortælleren komisk
snarere end tragisk.
Så Lille Bi er den fremmede og “pigerne derhjemmefra” er
hendes slør. Jeg ser på den menneskelige kultur på samme måde, som science
fiction gør det, men jeg ser på den gennem den anden ende af teleskopet. I
science fiction opdager en almindelig hovedperson en usædvanlig verden, og
genren er spændende på grund af den følelsesmæssige dissonans. Men jeg skriver
samtidsrealisme, så jeg viser altid den almindelige verden til en hovedperson,
der praktisk taget er ikke-jordisk. Det er sjovt. Gennem denne linse får de
mest jordbundne begivenheder – for eksempel når Lille Bi drikker en kop te i
Sarahs køkken – en enorm betydning og en vis skønhed. På samme måde stilles der
skarpt på de ting i vores kultur, der er sørgelige og uværdige – for eksempel
det faktum, at vi nyder vores frihed, samtidig med at vi fængsler og deporterer
dem, der vil dele den med os – i øjnene på en fremmed fortæller. Vi er blevet
vant til at se sløret på vores egen umoralitet, men den fremmede fortæller har
endnu ikke opnået denne kulturelle immunitet. Hun ser os, som vi ikke længere
kan se os selv.
6. Hvordan hjalp Andrew med at karakterisere folk
omkring ham? Sarah og Andrew har begge moralske fejl. Hvordan forventer du, at
læsere skal reagere på Andrews handlinger på den nigerianske strand? Hvordan
vil de reagere på Sarahs affære med Lawrence?
Jeg ved ikke, hvordan læsere vil reagere på den scene. Mit mål
var at skabe en scene, som var fuldstændigt moralsk tvetydig, og hvor det kan
forsvares, at læseren enten holder med Andrew eller Sarah. Andrew er ikke så
slem en fyr. Det, han ikke formår at gøre på stranden, vil de færreste
sandsynligvis formå, inklusive mig selv. Da Andrew finder ud af, at han har begået
en fejl, er det for sent for ham, fordi øjeblikket er væk, og han er dømt til
resten af sit liv at skulle fortryde, at han fejlede i livets prøve. Sarah er i
virkeligheden heldig. Hun er i sagens natur ikke mere moralsk anlagt end sin
mand, men i lige netop det kritiske øjeblik gjorde hun tilfældigvis det
rigtige. Det betyder, at hun kan se tilbage på sine handlinger på stranden uden
at føle skyld eller skam. Hun kan fortsætte med sit liv, hvorimod Andrew går
imod et uafvendeligt forfald. Det er skæbnens ironi, at det er Sarahs utroskab,
der gør, at de overhovedet befinder sig på stranden. Og mens hendes overlagte
affære forbliver ustraffet af livet, fordømmer Andrews korte øjeblik af mangel
på mod ham for evigt. Livet er vildt uretfærdigt. Det ignorerer vores dybe
overbevisninger og placerer en uproportionel stor betydning på de beslutninger,
vi skal foretage os på et splitsekund.
7. Er Charlie/Batman baseret på dine egne børn? Hvad håber
du, at hans tilstedeværelse i romanen kan gøre for læseren? Kan der komme noget
godt ud af at indtage et verdensbillede, hvor alt kan ses som enten “godt”
eller “ondt”?
Charlie er baseret på vores ældste dreng, som var fire år
gammel, da jeg skrev bogen. I seks måneder lød han kun “Batman”. I en hel uge
lyttede jeg bare til ham og skrev ned, hvad han sagde, noget, som helt sikkert
er bedre end at tage ud og arbejde. Charlies verdensbillede med “de gode” og “de
onde” er indtagende, men det er selvfølgelig også naivt, og han er ikke med i
bogen som et eksempel på den ideelle moral. Charlie er med i romanen af to
grunde. For det første fordi han er sjov og elskelig – han giver romanen et følelsesmæssigt
centrum; en grund til, at de voksne hovedpersoner ikke bare bevæger sig væk fra
situationen. For det andet kan Charlie ses som en undersøgelse af den tidlige
skabelse af identitet. Den anden hånd er en roman
om, hvor vores individualitet ligger – hvilke lag af identiteten som er os, og
hvilke der blot er overflade. Så det er et overlagt valg at bruge et barn, som
gør sig sine første eksperimenter med sin identitet, som en metafor – i
Charlies tilfælde, ved at han påtager sig en superhelts skikkelse.
8. I en video på din hjemmeside nævner du, at bogen på
en måde handler om “rædslen ved at være i live i en verden hvor fortrædeligheder
foregår.” Er der nogle specifikke menneskerettighedssager, du gerne vil gøre
opmærksom på? Hvordan kan én person gøre en forskel i forhold til den
monumentale tragedie, der præsenteres i Den anden hånd?
Ja, det er jo et svært spørgsmål. Jeg har nemmere ved at svare
på tekniske spørgsmål omkring mit skriveri, men jeg vil prøve at besvare dette,
hvis bare vi er enige om, at mit svar ikke har mere vægt end enhver andens. Jeg
behøver vel næppe gøre folk opmærksom på, at der er mere rædsel end glæde i
verden. En milliard mennesker er sultne, hundrede konflikter og krige er i
gang, mere end ti millioner mennesker lider under sygdomme, som kan bekæmpes,
der er altid mindst et folkemord under opsejling et eller andet sted på
planeten, der er stadig flere mennesker, som lever i diktaturer og med
undertrykkende regimer, end i frie samfund, og våbenhandlere tjener stadig
flere penge end landmænd. Selvfølgelig kan enkeltpersoner gøre en forskel, men
faktum er, at ondskaben har haft overmagten i verden lige siden Kain. Det
betyder ikke, at vi skal holde op med at prøve at gøre godt, men vi skal heller
ikke narre os selv. Ondskab lader sig ikke besejre. Vores job er at modstå den
og at fremdyrke mere modstand mod den, så godheden aldrig helt forsvinder fra
universet. Der er forskellige grader af modstand. Den starter, når man giver en
dollar til en hjemløs, og fortsætter til det punkt, hvor folk er rede til at
ofre deres liv, som Gandhi og Martin Luther King Jr. gjorde. Enhver kan gøre en
forskel ved at bevæge sig så langt på den skala, som de føler, det er muligt.
9. Da du lavede research til bogen, fandt du så nogle fakta
eller historier af særlig vigtighed, som dog ikke kom med i den endelige
udgave? Vil du fortælle os om dem?
Ja, her er den sande historie, der gav mig inspirationen til
at skrive Den anden hånd. I 2001 flygtede en
angolansk mand, Manuel Bravo, til England og forlangte asyl, fordi han og hans
familie ville blive forfulgt og dræbt, hvis de blev sendt tilbage til Angola.
Han levede i usikkerhed i fire år, mens han ventede på en beslutning vedrørende
hans ansøgning. I september 2005 blev Manuel Bravo og hans 13-årige søn, uden
varsel, taget i en razzia tidligt om morgenen og interneret på et
immigrant-overflytningscenter i det sydlige England. De fik at vide, at de
ville blive deporteret til Angola den næste morgen. Den nat begik Manuel Bravo
selvmord ved at hænge sig i en trappeskakt. Man vækkede hans søn og fortalte
ham nyheden. Det, der var sket, var, at Manuel Bravo begik selvmord, fordi han
vidste, at en mindreårig uden værge ikke kunne blive deporteret fra
Storbritannien. Han tog sit eget liv for at redde sin søns. Hans sidste ord til
sit barn var: “Vær modig. Arbejd hårdt. Gør det godt i skolen.”
10. Hvad er det næste, vi kan forvente fra dig? Arbejder
du på noget nyt for øjeblikket?
Ja,
jeg arbejder meget hårdt. Hele 2008 handlede kun om at få udgivet og promoveret
Den anden hånd, så 2009 handler om at komme tilbage til skrivningen. Jeg
er halvvejs gennem en tredje roman, som handler om krig. Jeg er også i gang med
at skrive en humoristisk roman og et krimi-filmmanuskript, så det bliver et
rigtigt arbejdsår.
undefined undefined
undefined
Tilbage